Hvad kan din printer lære dig om balance?
May 29, 2022Her får du 2 konkrete tips til at skrue ned for arbejdet uden at afskrive dig selv på den lange bane.
Afskriver jeg mig selv på arbejdsmarkedet, hvis jeg skruer lidt ned for arbejdet imens mine børn er små?
Denne sætning hører jeg ofte, når jeg taler med ambitiøse forældre.
Den bekymring mærker jeg også selv nogle gange, men så får jeg heldigvis en hjælpende hånd fra min printer, for den kan faktisk hjælpe med at knække dén nød.
Kender du det her: du er på kontoret. Du har travlt og er lidt for sent på den til et møde. Du skal lige printe et vigtigt notat på vejen hen til mødelokalet. Du når hen til printeren og… intet sker.
”Printeren kalibrerer…..” står der i displayet.
Vildt irriterende!! For der er ikke noget, du kan gøre. Du må vente til printeren er færdig med…. hvad det nu end er den gør, når den kalibrerer… Men du ved, at den først kan printe igen, når den er færdig.
Det er en del af printerens funktion (dens arbejde, kunne vi sige…) at hvile/rense/lade op [indsæt selv, hvad du tror kalibrering betyder] for at kunne præstere.
Det kan vi lære noget af!
At se hvile som en del af vores arbejde. For vi kan ikke præstere og performe uafbrudt over en længere periode. Vi har brug for hvile. Så i stedet for at se pauser og restitution som dovenskab eller spild, så se på det som en integreret del af ydelsen. Ingen stiller jo spørgsmål ved at printeren gør det.
Du skal også gøre det.
Pointen er, at det ofte er i pausen, at vi kommer i tanke om netop det, vi havde brug for at få indsigt i. I pausen, hvor du ikke præsterer noget som helst, får din hjerne lov til at slappe af og restituere – og det er sådan set rigtig godt, for netop dér, bliver der plads og overskud til noget nyt.
Når du har fundet ud af, hvordan ’kalibrering’ ser ud i dit liv (måske først i det små og senere med lidt større eller længere pauser?), så skal du kommunikere tydeligt til andre om dine prioriteringer.
Som HR-konsulent har jeg læst stakkevis af CV’er. De bedste er dem, der klart og tydeligt fortæller om dine valg. Det sender et signal om, at her er en med tydelige værdier og styr på prioriteterne. Vi lærer også personen bedre at kende – allerede der på papiret. Det er fedt. Lad være med at gemme ”huller”, ”pauser” og dine personlige prioriteringer – vis dem frem og fortæl, hvad der ligger bag. Så står du stærkt!
Der er altså to helt essentielle ting, som du skal have styr på for at skrue ned uden at afskrive dig selv:
- Find ud af, hvordan du skaber hvile, restitution, genopladning i et langt arbejdsliv – hvordan ”kalibrerer” du?
- Forklar dine prioriteringer og stå stærkt - i dig selv og i andres øjne
Jeg håber du kan se, at det er muligt at skrue ned i en periode uden at afskrive sig selv på den lange bane 😊
God dag og god balance!